De sidste 3 uger har jeg deltaget i et forløb der hedder GreenBoost. Forløbet er en turbo start på at omlægge sin kost mod en målrettet kost med masser af planter, friskpresset juice og begrænset indtag af animalske produkter.



Grunden er, at jeg de sidste mange år har haft for højt blodtryk, hvor det dagligt har været nødvendigt at tage medicin. Dette er ikke noget, der påvirker mig her og nu, men jeg er overbevist om, at det har en negativ virkning på min krop i det lange løb. Med den negative virkning mener jeg de følgesygdomme, der kan komme, såsom diabetes, belastning på nyrerne og en masse andet skidt.


Derfor traf jeg for 3 uger siden den beslutning, at jeg ville se om det kunne lade sig gøre at blive medicinfri blot ved at spise anderledes - ikke så meget sukker (det er jo skjult i næsten al mad, på nær det mad man kan se, hvad er), mange flere grøntsager, frisk juice hver dag (og det er især dem med grøntsager) og så selvfølgelig motion.


Det har været en god udfordring for mig selv, og jeg må indrømme, at jeg dagligt har kunnet se og mærke resultater på min krop.


Er jeg så blevet medicinfri?


Nej, ikke endnu. Det havde jeg nu heller ikke regnet med efter kun 3 uger - det er et længere forløb, og dermed også en omlægning af kost.


Men status efter 3 uger på en anden kost er at jeg har:

  • Tabt 6 kg
  • Sænket mit BMI med 2
  • Skåret 3 år af min body age
  • Tabt 1 kg visceral fedt (det er det dårlige fedt, der sidder omkring organerne)

Alt sammen blot ved at spise anderledes!!


MEN vigtigst af alt er at mit blodtryk nu er normalt. Godt nok med den samme medicin som da jeg startede, men kort efter GreenBoost forløbet startede, fik jeg besked af min læge om at jeg skulle øge medicinen for at få et normalt blodtryk. Det valgte jeg ikke at gøre. Og se nu...


Jeg er super tilfreds med resultaterne indtil videre, og jeg har bevist at det kan lade sig gøre... så jagten på at blive medicinfri fortsætter.